Finn Nørbygaard – Mit liv som klovn
FINN NØRBYGAARD – MIT LIV SOM KLOVN
FINN NØRBYGAARD FEJRER 50-ÅRS JUBILÆUM I SHOWBIZZ BRANCHEN
Komiker og entertainer, Finn Nørbygaard laver comeback med helt nyt show! I 2024 er det præcis 50 år siden Finn Nørbygaard lavede sit første job som komiker og fik 200,- kr. for sin optræden (vistnok sort!). Jubilæet har givet anledning til, at Finn Nørbygaard endnu engang sætter et nyt show op, som får premiere på Bremen Teater onsdag den 18. september 2024.
HELT NYT ONE-MAN-SHOW PÅ VEJ
“Mit liv som klovn” hedder det sprit-nye show, hvor Finn Nørbygaard kommer rundt om det meste af sit liv, lige fra sin første kæreste til kontakten med gud og meget andet. Vi skal ikke afsløre for meget her, men vi tør godt love et brag af et show, hvor publikum får sig et godt grin og bliver underholdt på bedste vis. I forbindelse med showet er der planlagt premiere på Bremen Teater, men allerede ugen efter opsættes en premiere forestilling på Horsens Teater – nemlig onsdag den 25. september. Efterfølgende planlægges en omfattende turné rundt i landet, hvor flere byer allerede har booket showet.