Simon Væver - På en lyserød sky - Tinghallen.dk
Modtag vores nyhedsbrev

Få straks besked om nye events

Simon Væver – På en lyserød sky

Simon Væver er ENDELIG klar med sit show nummer to! I foråret 2022 turnerede han rundt i Danmark med sit første onemanshow IM•PO•NERENDE, som sidenhen er blevet set af langt over 100.000 på YouTube.
Set udefra har Væver intet at klage over. Nogle vil måske endda gå så langt som at sige, at han lever det gode liv. Han udlever sin drøm som standupkomiker på fuldtid og bor på Indre Østerbro med Søerne som baghave. Han har en dejlig kæreste, som han elsker (og som er en klar overscoring) og et skønt forhold til sin familie. Hans kollegaer er også hans venner, han har en bogklub og hans lejlighed er udstyret med BÅDE opvaskemaskine og vaskesøjle. Så kan man vel ikke være andet end lykkelig. Men er Simon Væver på en lyserød sky?
Til dette svarer han et klokkeklart og rungende; “Nej.”

Okay. Vi havde måske håbet på et lidt længere og mere uddybende svar, men det skal åbenbart hives ud af ham:
”Jeg føler ikke, at jeg svæver på en lyserød sky. Faktisk ved jeg ikke engang, hvad den betyder for mig, eller hvordan jeg skal komme op på den. Men i løbet af de sidste par år har jeg forsøgt at finde ud af det og komme et skridt tættere på himlen (shout-out til Nik&Jay). Mit mentale helbred, eller mangel på samme, har været en klar forhindring på denne få-det-bedre-rejse, som jeg har dedikeret de seneste to år til. Derfor tager showet udgangspunkt i, hvordan man får det bedre, og hvorfor det er svært i den tossede, omskiftelige og til tider nådesløse verden, vi nu engang lever i. Særligt når man er diagnosticeret med ADHD og døjer med nogle til tider utroligt mørke tanker.”

Væver vil blandt andet komme ind på, hvad han konkret har prøvet i sin jagt på at få det bedre – både det som har virket, og det som har været til ingen verdens nytte. Alt fra morgen-gåture og iskolde bade til at slette sociale medier og bare tage sig sammen. På trods af temaet, kommer showet ikke til at være en trist og nedtrykkende oplevelse. Væver er garant for højt tempo, finurlige formuleringer, gakkede act-outs, spidsfindige observationer – og mon ikke, der sniger sig et ordspil eller to ind. Den lyserøde sky er jo en lidt fluffy størrelse.
”Jeg glæder mig helt sindssygt til at tage showet med rundt i vores skønne land og til at se jeres kønne og grineglade ansigter. Stand-up er og bliver en kæmpe aktie i min få-det-bedre-rejse. Det er på scenen, jeg føler mig allermest hjemme. Her kan jeg være ægte og ærlig, være helt min egen – og 100% mig selv”.

Mon Væver nogensinde ender på den lyserøde sky?
To be continued

Showinfo

  • COMEDY HOUSE - POWERED BY COMVENT

  • Pris

    DKK 179
  • Sted

    Comedy House
  • Dato

    Tors. den 14.
    November
    2024
  • Tid

    19.00
  • Pladser

    Unummererede

    Siddepladser

Top