Ternet Ninja Live 30. juni – 4. juli 2027
DEN ER LEVENDE!
Ternet Ninja indtager scenen i TERNET NINJA LIVE
Først tog den hele landet med storm som bog. Så smadrede den alle rekorder som animationsfilm. Og nu lander den på scenen. Live og fuldstændig legendarisk!
TERNET NINJA LIVE er en sprængfarlig ny musical for hele familien baseret på Anders Matthesens mesterværk.
Forestillingen sprænger rammerne for, hvad man kan forvente af genren. En skarp fusion af skuespil, musik, musical, live action og standup – og selvfølgelig fyldt med ninja-elementer og atletiske kampsportskoreografier.
Glæd dig til et gensyn med hele det ikoniske karaktergalleri: Aske og den ternede ninja; Jessica, der er færdig med at være præmiepige; Glenn, der for længst burde have haft en støttepædagog; Sune, der stadig bare er… ja, Sune – og selvfølgelig Stewart Stardust, der aldrig ryster på hænderne, så længe glasset er fyldt. Og sidst, men bestemt ikke mindst: Mie og Fie, Arne Nougatgren, Philip Eberfrø, stedfar Jørn – og mange, mange flere.
TERNET NINJA LIVE byder på alle Anders Matthesens kæmpehits som ‘Pesto’, ‘Jessicas sang’ og ‘Verdens bedste’. Det populære soundtrack ledsages af helt ny og original musik af Clemens i samarbejde med den storstreamende filmkomponist, Thomas Volmer.
Historien starter her
Onkel Stewart dukker op til sin yndlingsnevø Askes fødselsdag med en helt særlig gave: en ninja-bamse fra Thailand, syet af flot, ternet stof. Aske bliver superglad for sin gave, selvom han ellers ikke har så meget at være glad for.
Derhjemme er Jørn med sin irriterende søn, Sune flyttet ind og stjæler al mors opmærksomhed. I skolen værdiger den søde, smukke Jessica fra 8. klasse ham ikke et blik. Og i skolegården lurer den ondskabsfulde Glenn bakket op af de værste bad boy bøller!
Sent om aftenen, da Aske er gået i seng efter en lang fødselsdag, opdager han til sin store overraskelse, at hans nye bamse faktisk kan tale. Den kan også bevæge sig og slås… og så begynder eventyret!
Måske kunne sådan en ternet ninja hjælpe Aske med at rydde lidt op i sit liv? Problemet er bare, at den bløde ninja-bamse er dødsensfarlig, grov i replikken og besat af tanken om retfærdighed og blodhævn…
Til at bringe den ternede ninja til live på de skrå brædder har Lion Musicals allieret sig med nogle af landets absolut tungeste profiler indenfor både musik, dramatik og iscenesættelse.
Clemens Telling er co-producent, står bag idéen og har adapteret manuskriptet til TERNET NINJA LIVE. Han har gennem årtier markeret sig som en af Danmarks mest markante og alsidige kunstnere og slog oprindeligt sit navn fast på den danske hiphop-scene under navnet MC Clemens. I dag er han en anerkendt dramatiker og sangskriver, som både har vundet en Grammy og en Reumert for sit kunstneriske virke. Hans evne til at transformere populærkultur til vedkommende musikdramatik blev for alvor cementeret i 2019, da han skrev manuskriptet og komponerede ny musik til Terkel – The Motherfårking Musical. Senest har han i 2023 stået bag idéen og manuskript til den anmelderroste musikforestilling NATASJA, der spillede for udsolgte huse i Operaen og siden drog på en omfattende danmarksturné.
Forestillingen instrueres af Sargun Oshana, som i dag er en af landets mest visionære instruktører og tidligere teaterchef for Blaagaard Teater. Han er kendt for at skabe både visuelt bjergtagende og dybt vedkommende forestillinger med både tempo, timing og tårnhøj underholdning. Det bliver den prisvindende Reumert-vinder Steen Koerner, der står for den syleskarpe og actionprægede koreografi på TERNET NINJA LIVE. Steen Koerner står bag den banebrydende breakdance-udgave af Nøddeknækkeren samt Cykelmyggen Egon, så der er lagt op til en vild, visuel og vanvittigt sjov koreografi, når den ternede ninja skal bevæge sig live på scenen.
Det bliver en af landets dygtigste scenografer, Benjamin La Cour, der skal transformere det populære animationsunivers til levende virkelighed på de skrå brædder. Han bringer en imponerende erfaring med sig fra nogle af landets største musicalsucceser som bl.a. Askepot – The Musical og Skønheden & Udyret – The Musical. For at sikre, at den visuelle intensitet er i top, har Lion Musicals desuden sikret sig lysdesigner Jeppe Lawaetz, der skal sørge for at sætte både ninjaen og Aske i det helt rette lys på scenen.
Det er altså lagt op til en både visuel, fysisk og musikalsk magtdemonstration som man vil tale om længe efter, tæppet er faldet.
Det kreative hold:
- Manuskript & idé: Clemens Telling (baseret på Anders Matthesens univers)
- Instruktør: Sargun Oshana
- Musik: Thomas Volmer i samarbejde med Clemens Telling
- Koreograf: Steen Koerner
- Scenografi: Benjamin La Cour
- Lysdesign: Jeppe Lawaetz
- Kreativ Executive Producent: Thomas Langkjær
- Produktionsselskab: Lion Musicals i samarbejde med Clemens Telling
Historien om Ternet Ninja
Fortællingen om den ternede ninja har markeret sig som et af de mest succesfulde fænomener i moderne dansk kultur. Rejsen begyndte med Anders Matthesens roman i 2016, der hurtigt blev en favorit og siden har solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer, hvorefter to efterfølgende romaner også kom til og opnåede bestsellerstatus. Da universet blev transformeret til det store lærred, satte den første animationsfilm fra 2018 en historisk biografrekord med over 960.000 solgte billetter. Efterfølgeren fulgte trop i 2021 og solgte over 930.000 billetter, og trilogiens afslutning, der fik premiere i 2025, blev endnu en enorm publikums- og anmeldersucces med næsten 800.000 solgte biografbilletter, hvilket cementerede Ternet Ninjas status som en af nyere tids absolut største biograf-franchises herhjemme.
Bag det politisk ukorrekte og ucensurerede univers står multikunstneren Anders Matthesen, der som både forfatter og idémand har skabt en moderne dansk klassiker. Han har formået at skabe en visuel stil og en tone, der rammer både børn, teenagere og voksne lige i hjertet. Gennem årene har han og de kreative hold forfinet evnen til at blande rå og grov satire med hjertevarm humor, hvilket har gjort den ternede ninja til en af de mest elskede karakterer i dansk kulturhistorie i dag.
Om Clemens Telling
I TERNET NINJA LIVE er det Clemens Telling (f. 1974), der står bag manuskriptet og giver historien nyt liv på musicalscenen. Clemens Telling kendt af de fleste under kunstnernavnet MC Clemens, hvor han gennem flere årtier har sat et markant aftryk på den danske rap- og hiphop scene, både med udgivelser, koncerter og teaterforestillinger.
Clemens begyndte sin musikalske karriere i 1989 som DJ på en ungdomsklub i Sønderborg. Sidenhen har det taget fart, hvor han vandt DM i rap i 1996 og derefter fik sit store gennembrud med debutalbummet, Regnskabets time (1997), mens hans andet album Den anden verden (1999) blev belønnet med en Grammy samt et legat fra Statens Kunstfond. Med udgivelsen af sangen ‘Champion’ i 2010 opnåede han førstepladsen på singlelisten og modtog en guldplade for 15.000 solgte downloads. Foruden musikken har Clemens også været tekstforfatter bag flere prisvindende teaterforestillinger og musicals heriblandt den Reumert-vindende breakdance version af Nøddeknækkeren (2003), Sylfiden (2006), Matador Musicalen (2007), 69 (2008) og Carmen (2012). I 2023 skrev han manuskriptet og halvdelen af sangene til musikforestillingen NATASJA, der vækkede hele Danmarks dronning af reggae til live, bl.a. i Operaen. Clemens er hjemme i Matthesens univers: I 2019 bearbejdede han manuskriptet til Terkel i knibe til den succesfulde musical TERKEL – THE MOTHERFÅRKING MUSICAL, som turnerede landet rundt.
Hovedroller kan i enkelte tilfælde (fx sygdom eller planlagt fravær) spilles af alternerende skuespillere.
Aldersgrænse 7 år.