Comedy Ballroom 2027 - Tinghallen.dk

Comedy Ballroom 2027

Du kan godt begynde at skrue forventningerne kraftigt i vejret når Ruben Søltoft, Mark le Fêvre, Tobias Dybvad, Ane Høgsberg
og Simon Tang indtager scenen med Comedy BALLROOM 2027.

Et gammelt ordsprog lyder: Don’t change a winning formula. Det efterleves til fulde når Comedy BALLROOM for 7. gang ruller
over scenen. Et koncept så fasttømret, at det er blevet fast standard i comedy-verdenen. Komikerne har hver en lille halv time
på scenen og leverer samlet et show i absolut topklasse.
Glæd dig til en aften du sent vil glemme.

Kort om komikerne:

Ruben Søltoft
Ruben Søltoft er først og fremmest kendt for sine stærke liveoptrædener. Med sin særlige charme og skæve tilgang til
hverdagen har han skabt sig en helt unik plads på den danske comedy-scene. Ruben er kendt for sin lynhurtige timing og evne
til at gøre selv de mest almindelige situationer absurd sjove, og netop den kombination har gjort ham til en stor publikumsfavorit
både på scenen og på TV. Senest kunne man opleve ham som vært på TV2’s populære program Fear Factor, men mange
kender ham også fra blandt andet SJIT Happens, Stormester, LOL og Minkavlerne. Med sine succesfulde onemanshows har
Ruben fyldt sale over hele landet, hvor publikum bliver mødt af suveræn mimik, skarpe punchlines og en energi, der gør det
umuligt ikke at blive revet med. Hans comedy balancerer elegant mellem det personlige, det fjollede og det fuldstændig
uforudsigelige – leveret med en sceneudstråling og et kropssprog, som kun Ruben Søltoft mestrer.

Mark le Fêvre
Mark le Fêvre har gennem sine anmelderroste onemanshows Bøvl, Heldig og Det fejler ik’ en skid fyldt sale over hele landet og
cementeret sin plads som en af dansk stand-ups stærkeste profiler. Med sin særlige blanding af jysk charme, knivskarp timing
og absurd præcision formår han at gøre hverdagens små frustrationer, akavede situationer og voksenlivets bøvl til skarp og
genkendelig comedy, der rammer publikum lige i øjenhøjde. Mark er også kendt fra TV-succesen Stormester, hvor han sæson
efter sæson har været en fast del af det populære univers og bidraget med sin underspillede humor og stærke
improvisationsevner. Kombinationen af tør selvironi, nærvær og en naturlig fornemmelse for publikum gør ham til en komiker,
der både overrasker og rammer plet – og som har cementeret sin plads i dansk comedys superliga.

Tobias Dybvad
Evnen og modet til at bore i det akavede, selvhøjtidelige og hykleriske i relationer og situationer gør Tobias Dybvads
optrædener til en sand forløsning, når han nailer de grimme følelser og tanker, som de fleste grinende må nikke genkendende
til. Han er beundringsværdigt komfortabel i det akavede, og hans evne til at omsætte hverdagssituationer til legende satire, der
rammer publikum i øjenhøjde, resulterer i brølende grin og masser af citatværdige jokes, som hans fans elsker at dele. Med
fem storsælgende onemanshows og TV-succeser som Dybvaaaad, der løb over 13 sæsoner, og Verdensmænd, der i 2023
præsenterede sin rekordsættende tredje sæson, har Dybvad opbygget en kultstatus, der ingen ende synes at tage. Medvirken i
TV-succeser som Stormester, LOL, Roasted – verdens sjoveste ferie og værtsrollen i Kongens efterfølger har ikke gjort hans
popularitet mindre.


Ane Høgsberg
Ane Høgsberg har nok ikke en tilværelse der er sjovere end så mange andres, men hendes selvironi, skarpe
jokes og komiske timing gør det umuligt ikke at grine både ad og med Ane. Anes jokes tager udgangspunkt i det
hverdagsliv vi alle kender og som godt kan trænge til at blive rusket lidt op i en gang imellem. Hun er ikke bange
for at udlevere sig selv eller sin egen utilstrækkelighed alt sammen for at publikum kan læne sig tilbage og
grinende glæde sig over at det ikke er deres liv hun beskriver. Som spirende komiker vandt hun i 2016 Zulu
Comedy Gallas Talentpris og lige siden har hun bevist hvorfor titlen blev hendes. Når hun ikke har travlt på de
danske standup-scener, arbejder hun som konferencier, TV-vært, forfatter, revyskuespiller og podcaster – alt
sammen med humoren som motor.

Simon Tang
Med et stort komisk talent, humor og vanvittige betragtninger, er du i godt selskab når Simon Tang går på scenen som både
vært og optrædende til Comedy BALLROOM. Trods sin unge alder har Simon allerede optrådt til massevis af arrangementer.
Hans første onemanshow ‘Hele Molevitten’ vandt ‘Årets Debutshow’ ved UP Comedy Festival 2024. Han kan også blære sig
med en nominering til Årets Talent ved ZULU Comedy Galla i 2020 og en 3. plads ved DM i Stand-up i 2018. Med jysk charme
formår Simon Tang altid at levere et stærkt show. Uden at være bange for hverken akavede eller tåkrummende situationer,
spidder Simon hverdagssituationer med sjove betragtninger, der med garanti udløser grin hos alle.

Showinfo

  • Priser

    DKK 433 - 453
  • Sted

    Jet Sport Arena
  • Dato

    Lør. den 11.
    september
    2027
  • Tid

    20.00
  • Pladser

    Nummererede

    Siddepladser

Top